Iværksætterkursus giver flyvende start til mekaniker

Mekaniker Steffan Jusjong fra Vejrum har med afsæt i et
iværksætterkursus nu fuld fart på i sin egen virksomhed, Jusjong
Auto.

”Iværksætterkurset har været super godt og en kæmpe hjælp. Jeg vil meget nødigt være startet op som iværksætter uden, for det har virkelig sat nogle ting på plads for mig”.

Sådan vurderer 25-årige mekaniker Steffan Jusjong sit udbytte af
iværksætterkurset hos STARTVÆKST Struer.

Dagen efter en fyring valgte han at kaste sig ud i livet som selvstændig. På en lidt utraditionel måde. Steffan lejer sig selv ud på timebasis til større værksteder, der trænger til en ekstra hånd i tilfælde af sygdom eller travlhed.

DEN GODE IDÉ
Ideen har vist sig at være forrygende god, og Steffan har nu tjent penge nok til at slå portene op til sit eget, nyindrettede værksted i Vejrum. Han rykker dog stadig ud til andre mekanikere, når de har brug for ham.

”Min kæreste og jeg meldte os begge til iværksætterkurset. Hun hjælper mig med regnskaberne i sin fritid, og derfor ville hun også gerne lære noget mere om skat og moms, og hvad vi skal være opmærksomme på”, fortæller Steffan.

OVERBLIK OVER SKAT, MOMS & AFSKRIVNINGER
Netop komplekse skatteregler, afskrivninger, momsregnskaber og lignende er noget som kan afskrække mange iværksætter. Men iværksætterkurset har gjort det indviklede enkelt.

”På kurset har vi blandt andet mødt folk fra Skat, og de har været utroligt
hjælpsomme og venlige. De vil rigtig gerne hjælpe og forklare tingene for
sådan nogle iværksættere som os, og det har været meget positivt at opleve,”, fortæller Steffan Jusjong.

SPARRING MED ANDRE IVÆRKSÆTTERE
Mødet med andre iværksættere har også været godt. Det har været
spændende at høre om de andres ideer og mærke, at andre også kan være usikre.

”Vi har hjulpet hinanden med gode råd og følt os lidt som ”en stor familie”. I dag har vi en fælles facebook-gruppe”, fortæller Steffan Jusjong.

ERHVERVSPAS STRUER
Efter iværksætterkurset har Steffan Jusjong holdt kontakten til STARTVÆKST Struer. Blandt andet har han modtaget et Erhvervspas Struer, der giver iværksættere adgang til ti timers gratis rådgivning om f.eks. markedsføring eller forretningsplan.

”Jeg har valgt at bruge erhvervspasset til revisorhjælp, så vi nu har helt fod på, hvordan vi skal gribe regnskaberne an. I det hele taget har kontakten til STARTVÆKST Stuer været en kæmpe hjælp. De har været utroligt hjælpsomme”, fortæller Steffan Jusjong.

BENYT DE GODE TILBUD
I STARTVÆKST Struer er det især konsulent Helle Toftgaard, som har gjort sit for at hjælpe Steffan Jusjong godt på vej. Hun siger:

”Steffan har suget til sig af viden og været god til at benytte sig af de
muligheder, vi kan tilbyde. Og så har han et utroligt gå-på-mod”, siger hun.

Hun opfordrer andre med en iværksætter i maven til at gøre det samme og kontakte STARTVÆKST Struer. Om ikke andet kan et iværksætterkursus også bruges til at afklare, om man skal tage springet eller ej.

”Man behøver ikke at have opfundet en smart, ny it-ting for at blive
iværksætter. Man kan gøre som Steffan. Han har set et behov i markedet med udgangspunkt i et bundt solidt håndværk, og nu har han startet en
velfungerende virksomhed”, siger hun.